Jeg har en småtspisende pige her hjemme i øjeblikket, men der er én ting, hun altid vil spise, og det er boller med smør, så det handler om at få mest muligt næring ind i bollerne – uden at de er fyldt med kerner, for det vil hun ikke have i øjeblikket. Så her er en lys bolle med en masse næring.
Fiberboller (20 stk)
50 gram gær
3 dl lunkent vand
75 gram smør
2 dl mælk
2 æggeblommer
1 æg
2 dl mandelmel
5 dl havregryn
1 tsk. salt
Cirka 800 gram mel (eventuelt 200 gram rugmel og 600 gram hvedemel – eller bare hvedemel)
Smuldr gæren, og opløs den i vandet. Smelt smør i en gryde, tag gryden af varmen, og kom mælken op i. Blandingen må ikke være mere end lillefingervarm. Hæld mælkeblandingen op i gæren sammen med æg. Tilsæt mandelmel, havregryn og salt, og rør godt rundt. Tilsæt mel lidt efter lidt, mens der røres godt rundt. Dejen skal være lidt våd, fordi havregrynene trækker noget væde. Lad dejen hæve i en times tid, form bollerne, og kom dem på bageplader. Lad dem hæve igen i en times tid, smør dem med mælk eller æg, og bag dem i 15 minutter ved 180 grader.